UEFA Playmakers for piger 5 - 8 år - efterår 2023

Nu er det muligt at tilmelde piger i alderen 5-8 år til efterårets forløb af UEFA Playmakers - inspired by Disney.
UEFA Playmakers er et nyt koncept som skaber rammerne for en innovativ introduktion til fodbold for piger i alderen 5 til 8 år, og det sker igennem leg og historiefortælling.
Playmakers anvender en historiefortællingstilgang med de meget elskede Disney-universer for at motivere flere piger til at se det sjove i regelmæssig fysisk træning og fodbold. Kombinationen af legende fodboldøvelser og historiefortællinger giver pigerne sjove og unikke oplevelser, som forhåbentlig bliver startskuddet til et fodboldeventyr, hvor fodbolden vil bidrage med en masse magiske øjeblikke.
Et Playmakers forløb dækker over 8 træningssessioner her efteråret 2023, med en ugentlig afvikling. Det er helt GRATIS og uforpligtende (men med loft over antallet, så tilmeld jer så hurtigt som muligt).
I de første sessioner har Playmakers fokus på at opbygge pigernes færdigheder i forhold til deres motorik, tilskynde til kreativ tænkning samt styrke kommunikationen med deres holdkammerater. I de senere sessioner introduceres pigerne til grundlæggende fodboldfærdigheder, men hele vejen igennem programmet er det sjov, glæde og boldleg der er i fokus.
Playmakers er for piger i alderen 5 til 8 år – både nationalt og i Aalborg – uanset niveau og fodboldviden, så længe pigerne har lyst til at udforske og opleve et fodboldeventyr, fortæller Jan Daucke, formand for Aalborg Freja:
”Når vi vælger at være vært for Playmakers, er det fordi, vi gerne vil have flere piger til at forelske sig i fodbold, for at gøre dem sundere, mere selvsikre, skabe venskaber og lære dem livsfærdigheder. Alle er velkomne, og hvis man vil deltage, skal man bare kontakte os” fortæller Jan Daucke og fortsætter: ”Aalborg Freja har en stolt tradition for kvindefodbold i Aalborg og vi synes, det er fantastisk, at UEFA, Disney og DBU samarbejder om det første internationale græsrodsprogram for piger. Vi har de seneste år arbejdet målbevidst på at få piger tidligere i gang med fodbold og dette program passer rigtig godt til de værdier og visioner vi har for pigefodbolden i Aalborg Freja, og vil motivere mange nye piger til at snøre skoene og begynde til fodbold.”
- Tidspunkt: Onsdag 16:30 - 17:30, første gang 23. august 2023
- Tilmelding: UEFA Playmakers
- Mere info: Gustav Vernal / pigefodbold@aalborgfreja.dk / 71773583