Menu

Aalborg Frejas deltagelse ved Idrætsmødet 2021

image
06. september 2021 kl. 14:46

I den forgangne uge har Aalborg været vært for Idrætsmødet. I løbet af disse dage har der været 32.000 gæster på havnefronten, hvor der har været et hav af aktiviteter. Tirsdag og onsdag blev der afholdt en Konference med over 800 deltagere fra mange af Danmarks idrætsorganisationer, og der var over 200 forskellige oplæg.

Aalborg Freja har naturligvis også været repræsenteret på flere måde under Idrætsmødet. I lørdags d.28 august var der flere U10 spillere fra Freja, som var medier til en inspirationstræning for lokale trænere/frivillige. Det var DBU Bredde, der stod for inspirationstræningen.

Konferencen på Idrætsmødet anses for værende idrættens folkemøde, og her var der et oplæg med titlen: “Giv depechen videre til de unge i foreningen”. Et casestudie af foreningslivet i Aalborg Freja som er udarbejdet i foråret 2021. Her kom Morten Nørgaard, lektor ved Professionshøjskolen UCN, og Nicolai N. Pedersen, Frivillig- og Projektkoordinator ved Aalborg Freja, med deres bud på, hvad det netop er, Aalborg Freja er gode til, når det kommer til at udvise tillid til de unge i klubben og give dem ansvar. Casestudiet er skrevet som et essay, der publiceres i tidsskriftet Forum for Idræt i slutningen af efteråret.

I onsdags deltog Freja i samarbejde med de super seje piger fra Vesterkærets Skole 0. og 1. årgang, ved at vise vores særlige fodboldprojekt for piger, UEFA Playmakers inspired by Disney, frem for deltagere på Idrætsmødet. Formålet med Playmakers er at skabe en innovativ introduktion til fodbold igennem leg og historiefortælling, som skal give en øget lyst til at starte til fodbold. Kender du en pige i alderen 5-8 år - som måske ikke lige havde tænkt at fodbold kunne være noget for hende, men som elsker at bevæge sig, have det sjovt og lege med en masse nye venner, så kan du skrive hende op nu på vores næste hold Playmakers i Aalborg Freja. Læs mere her: https://www.aalborgfreja.dk/klubnyt/uefa-playmakers-inspired-by-disney/